Hej Holger

Jeg er en pige på snart 22 år, som har været i et forhold med den samme fyr i 3,5 år. Vi blev kærester i gymnasiet og flyttede sammen for lidt mere end seks måneder siden. I løbet af de seks måneder er vi begge to startet på nye studier, og har opbygget en ny vennekreds, da vi er flyttet til en anden by for at studere. Det har gjort, at vi begge to har ændret os.

Jeg tror ikke, at det skal være ham og mig hele livet. Det troede jeg, måske lidt naivt, da vi flyttede sammen, for alting har været nemt med ham. Den tanke er måske ikke noget problem i sig selv, men det er mere de tanker, som følger. Det er blandt andet tanker som: Hvis han fortalte mig, at han havde fået følelser for en anden, så ville jeg lade ham gå, og måske blive lettet ved tanken om, at det ikke var mig, men ham, som afsluttede det. Sådanne tanker har selvfølgelig skabt en afstand til ham, og jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at kæmpe for at få nærheden tilbage.

En af grundene til det er, at jeg er blevet forelsket i en anden. Det startede bare med en lille tiltrækning, som var spændende, men meget useriøs. Han havde også en kæreste, som han havde været sammen med længe. Vi havde før snakket om, at vi savnede spænding i vores forhold, og siden vi klikkede godt sammen, så udviklede det sig lige så stille.

Læs også brevet: “Forelsket i kollega, men vil ikke være utro!”

På mange punkter minder han om min kæreste. Han er en rigtig god fyr, med værdierne i orden, han er skide sød og på mange måder synes jeg at vi passer bedre sammen. Det som adskiller dem er at ham den nye fyr har et drive og en livsenergi, som jeg er dybt fascineret af. Det var noget lignende, som gjorde at jeg dengang blev forelsket i min kæreste. Dog har jeg måttet erkende, at jeg nok har taget fejl af min kæreste på det punkt.

Nu har jeg læst en del på nettet om lignende problemer efterhånden, og jeg har fundet ud af, at det sker for rigtig mange personer, som har været i længerevarende forhold. De handler stort set alle sammen om hvordan man kan redde et skrantende forhold.

Mit spørgsmål er lidt anderledes: Når man som mig indser, at man ikke passer så godt sammen med sin kæreste, og samtidig møder en, som muligvis kunne passe bedre, er det så grund nok til at gå fra sin kæreste? Ikke nødvendigvis for at springe ud i et nyt forhold med det samme, men lige så meget fordi at det ikke er fair overfor kæresten, ikke at kunne gengælde hans følelser.

Det skal siges, at jeg har snakket med min kæreste om det hele, og sagt at jeg gerne vil bo selv, for at finde ud af hvad jeg vil. Han er dog af den holdning, at han ikke tror at jeg vil ændre holdning til ham af den grund. Så det er alt eller intet for ham.

Jeg håber inderligt, at du kan give mig et godt råd!

Venlig Hilsen

Hende, som gerne vil gøre det rigtige!