Vælg en side

Brevkassen om parforhold, sex, kærlighed og personlig udvikling.

Brevkasse

“Min kæreste ønsker et åbent forhold – jeg vil ikke!”

Hej Holger

Jeg er en pige på 19 år, som har mødt den mest fantastiske fyr på 21.

Vi har set hinanden on/off siden oktober mens vi så andre. I november ville han gerne kun se mig fast, da han blev lidt jaloux og i december ville han gerne være kærester.

Jeg har været på den lyserrøde sky de seneste par måneder, og han bringer bare det bedste frem i mig. Min familie elsker ham, og mine veninder synes, at jeg virkelig fortjener at være i det her forhold, fordi det virkeligt er sundt og jeg har aldrig været gladere.

Vi bor ca. 60 minutter fra hinanden i bil, hvilket betyder, at vi kun ser hinanden i weekenderne og nogle gange overnatter jeg hos ham i nogle dage i hverdagene, hvis jeg kan få det til at passe med mit studie. Men vi ser intet problem i det, da vi gerne vil se vores venner og familie i hverdagene.

Mit dilemma er, at han har spurgt mig, hvad jeg synes om at åbne vores forhold op for andre. Altså at vi stadig er kærester, men at vi har sex med andre, når vi ikke ser hinanden. Jeg blev helt chokeret over det. Fordi jeg føler, at når vi har sex sammen, så er det noget specielt og enestående. Men jeg tror, at vores sexliv mister det specielle, hvis han gør det samme med andre piger, når de har sex.

Både ham og jeg har ting med i bagagen fra tidligere forhold, hvor jeg har tillidsproblemer, og han er meget jaloux anlagt. Men vi har aldrig følt, at det har været et problem for os, da vi snakker om tingene, hvis noget går os på. Det prøvede vi også på her, men han kunne ikke give mig nogle ordentlige svar på mine spørgsmål, og vi blev enige om, at vi skulle have en 3-dages tænkepause over det.

Læs også brevet: “Min kæreste vil i swingerklub!”

Hans grunde til et åbent forhold er, at han er bange for at føle sig alt for låst med mig, og så lige pludselig vende 180 grader og stoppe med at elske mig. Fordi det er sket i hans tidligere forhold . Han siger også, at han bedre kan lide tanken om, at han ikke har mig 100% for sig selv, og det giver ham et slags “jagtinstinkt” over for mig, fordi han godt kan lide jagten.

Jeg har ALDRIG været til åbne forhold, og bliver det aldrig. Og jeg får det sygt dårligt bare ved tanken om at “dele” ham med andre piger. Også selvom at det kun er one-night-stands, som han siger det vil være. Men for mig lyder det bare som en dårlig undskyldning for at være mig utro, når vi ikke er sammen. Og så føler jeg, at hvis det er på den måde, så elsker han mig ikke så højt, som han siger han gør.

Mine tætte veninder tror, at han har været mig utro, imens vi har været kærester, og har dårlig samvittighed over det. Eller så vil han ikke være i et seriøst forhold med mig. Men det var ham som ville være kærester, fordi han ikke kunne lide tanken om at jeg så andre end ham.

Så jeg føler, at jeg har to valg:

1. Jeg går med til det åbne forhold imod min egen vilje og går på kompromis med mig selv. Jeg vil gå i uvidenhed omkring om han møder en pige som er bedre end mig og han vælger hende frem for mig. Og at det vil ødelægge vores sexliv med hinanden.

2. Jeg følger mit hjerte og siger nej til det åbne forhold, hvilket måske resulterer i at han vender 180 grader og forholdet stopper, fordi han ikke elsker mig mere, hvilet jeg virkelig ikke ønsker, fordi jeg så vil jeg miste ham.

Hvad gør jeg? Skal jeg bare træffe et af valgende og tage konsekvenserne eller har jeg en trejde mulighed, som jeg ikke har tænkt over?

Jeg håber at du kan hjælpe mig, fordi jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Og det påvirker meget mit selvværd og mit humør.

Kh S

“Min kæreste ønsker et åbent parforhold, men det vil jeg ikke!”

Holgers svar:

Hej S

Tak, for at du skriver til brevkassen.

Hvis du ved med dig selv, at du absolut ikke er til et åbent parforhold, er der ikke så meget overveje. Du bliver nødt til at sige nej tak til din kærestes forslag, selvom det kan betyde, at jeres forhold måske slutter.

Det åbne forhold er bestemt ikke for alle. Fordelen er bl.a., at man kan variere sit sex og kærlighedsliv, og få en masse oplevelser, udvikle sig og meget andet.

Ulempen ved det åbne parforhold er til gengæld, at det kan skade parforholdet, at man spreder sin energi ud over flere relationer. Dertil kommer jalousi, udfordringer med tillid, tryghed osv.

Det lyder til, at din kæreste først og fremmest har øje på fordelene, mens du tænker på ulemperne. Det er er normalt dilemma, når man overvejer et åbent parforhold.

Jeg anbefaler næsten altid, at den som har flest forbehold omkring et åbent forhold, får lov at bestemme betingelserne, hvis forholdet skal åbnes.

Så hvis du vil finde et kompromis mellem dig og din kæreste, kan du tænker over, om der er nogle betingelse, som ville gøre det ok for dig, at forholdet bliver åbent. Der er jo mange versioner af det åbne parforhold. Jeg anbefaler, at du læser denne artikel om åbent parforhold og får inspiration.

Til sidst vil jeg sige, at hvis din kæreste lider af jalousi, og du har udfordringer med tillid, og I dertil kun har været sammen i 4 måneder, så anbefaler jeg som minimum, at I udsætter at åbne jeres forhold.

Et åbent forhold fungerer afgjort bedst, hvis parforholdet er stærkt, kærlighedsfuldt og trygt for begge parter.

Jeg håber, I finder en løsning, I begge kan være med til.

De bedste hilsner

Min kæreste ønsker et åbent parforhold.

Opdateret d.16 feb. 2021.16-2-2021“Min kæreste ønsker et åbent parforhold, men det vil jeg ikke!”Bevidsthed.org

 
Følg mig på Facebook, så kan du se, hvornår der kommer nyt!