Brevkasse

Hej Holger

Jeg er en mand på de 35, og har en kæreste på 30. Vi har været sammen i et halvt år nu, og jeg er faktisk rigtig glad for hende, og føler det er gengældt.

Mit problem er vores sexliv, jeg tror ikke vi har haft sex mere end ti gange på de seks måneder, vi har været sammen. Der går normalt 3 til 5 uger mellem sex. Jeg ved godt vi som mennesker har individuelle behov, og der er udefrakommende faktorer der spiller ind ang. lyst mm.

Jeg har prøvet at snakke med hende om det, da det fylder meget i mit hoved! Jeg har behov for at blive rørt, kysset og nusset, men hun har overhovedet ikke samme behov. Hun siger, hun ikke har så meget lyst for tiden, og andre ord kan hun ikke rigtig sætte på det. Og når vi endelig har sex, så beder hun mig om at blive færdig. Anti-frækt!

Jeg har prøvet at lade hende være, så hun kunne komme til mig, for at skåne mig selv for at blive afvist. Men da der var gået 14 dage, kunne jeg ikke mere og begyndte at nusse lidt igen, og vi røg lige ned i afvisningerne igen.

Læs også brevet: “Hvad gør man, når kvinden ikke har lyst?”

Vi har for kort tid siden snakket om onani, og det var noget, der fik hende på mærkerne, det ville hun ikke finde sig i at jeg gjorde. Hun så det som utroskab, og det var kun for at straffe sin partner, at man gjorde det.

Føler næsten det er mig, der er noget galt med. Jeg er lige ved at gå ud af mit gode skind da jeg ikke ønsker at såre hende! Med det resultat at jeg næsten hver 14. dag kommer i søvne?

Men igen, vi har det godt sammen og kan snakke om alt! Alt lige fra hendes vilde sexoplevelser med andre og hendes fantasier. Ja, alt på nær vores eget sexliv.

Hvad gør jeg?

Med venlig hilsen HC

🎙️ Lyt til Holgers populære podcast om parforhold, psykologi og personlig udvikling

Søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller eller klik her:

Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube

Vi høres ved 😊

“Min kæreste gider ikke sex. Men jeg må ikke onanere…”

Holgers svar:

Hej HC

Tak for dit brev.

👉 Allerførst: Selvfølgelig må du onanere. Du bestemmer selv, hvad du vil foretage dig med din pik.

Hvis hun har meget lyst til dig, og du ikke har lyst til hende, kan det give mening at skrue ned for onanien. Men i jeres situation kan jeg ikke se problemet. Og jeg synes faktisk ikke, hun har krav på at vide, om og hvor ofte du gør det. Din krop, dine regler.

Hvis jeg var dig, ville jeg onanere, når lysten er der. Men lade være med at tale om det. Det er den nemme løsning.

Den svære løsning er, at du tager konflikten med hende, og står fast på, at du må gøre, hvad du vil. Men jeg synes hellere, at du skal bruge energien på at tale om jeres sexliv. Så kan I tale om onani på et senere tidspunkt. Få evt. hjælp af en parterapeut eller sexolog.

At du får udløsning spontant om natten, kaldes nogle gange for “våde drømme”. Det er normalt, hvis man ikke får udløsning i en periode, selvom man har masser af lyst.

Mange kvinder som oplever et pres for sex, undgår fysisk kontakt, kram osv. fordi de frygter, at manden vil udnytte situationen til at få sex. Måske kan du være mere tydelig om, at du nogle gange bare vil kramme og nusse uden sex.

Holger Spanggaard, sexolog og parterapeut i København

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring og over 1000 par i terapi. Har du brug for sparring omkring dit sexliv eller kærlighedsliv, så kontakt Holger.

Som sexolog og parterapeut møder jeg mange par, hvor manden er blevet afvist så mange gange, at han næsten ikke tør tage initiativ. Nogle gange foreslår jeg, at parret aftaler, at hvis manden tager initiativ til kram og nus, så må de ikke blive til sex. Formålet er, at kvinden ikke kommer i en situation, hvor hun skal afvise manden. Og manden får til gengæld bedre mulighed for at vise sin kærlighed fysisk.

Jeg har skrevet en artikel om pligtsex, som måske er relevant for dig.

Men generelt er det svært at forandre jeres situation, hvis hun nægter at tale om jeres sexliv. Du kan jo ikke tvinge hende til sex. Derfor synes jeg, at du skal presse på, for at I taler om dét, som sker mellem jer. Jeg foreslår også, at du læser denne gratis e-bog om de erotiske arketyper. Det kan måske gøre det nemmere for dig at forstå forskellene mellem jer.

Jeg håber, I finder ud af det.

De bedste hilsner

Holger Spanggaards håndskrevne signatur

PS:

Vil du forstå, hvorfor hendes lyst måske fungerer anderledes end din, så læs artiklen Er der forskel på mænd og kvinders seksualitet?

Og vil du blive bedre til at tænde din kvinde, så tag mit gratis minikursus med 5 tips til mænd om sex.

Opdateret d. 25. okt. 2026.