Brevkasse

“Jeg stivner, når han prøver at kysse mig!”

Jeg er en kvinde på 36 år som har været sammen med min mand i 12 år, sammen har vi en pige på 7 år og en dreng på 4 år.
Da jeg mødte min mand var det jeg søgte en mand der hvilede i sig selv, var solidt plantet på jorden og som kunne give mig tryghed og en familie. Det var min drøm og mit mål.
Problemerne kom da vores pige kom til verden for 7 år siden, vi havde lige bygget hus og var blevet gift, og nu kom der så også en baby. Min mand fik i min datters første leveår en depression, og jeg sagde til ham, at jeg nok skulle tage mig af alt det huslige indtil han var frisk igen.
Vores datter blev hurtigt til vores store fælles interesse, så meget at vi slet ikke plejede vores forhold, men udelukket tænkte på at være de perfekte forældre for hende.
Efterhånden som årenes gik kom vores søn også til verden, han er infantil autist og der har været rigtig mange op og nedture i forhold til hans diagnose, det har taget meget hårdt på vores forhold.
Vi er de sidste par år gledet mere og mere fra hinanden. Jeg føler ikke han ser mig, og han føler ikke jeg ser ham.
Tanken om at være tæt fysisk på ham får mig til at få det helt dårligt, og jeg ved virkelig ikke hvorfor, jeg stivner hvis han prøver at kysse mig osv. Og føler at vi er meget mere venner end vi er kærester.
Vi har ikke haft sex i ca 6 mdr nu, og jeg tager mig selv i at ligge så langt væk fra ham som jeg kan, når vi skal sove.
Jeg holder af ham, han er en rigtig god far for vores børn og et godt menneske, og om græsset er grønnere på den anden side kan jeg overhoved ikke vide noget om.
Jeg føler jeg står ved en skillevæg og aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil så nødig gøre min familie kede af det, men er bare ikke sikker på om vi skal være sammen længere. Jeg er så bange for at træffe det forkerte valg.
Håber du kan give mig et godt råd.
Mange hilsner fra Lene