Brevkasse
Hejsa
Jeg bor sammen med den kærligste mand, der dagligt fortæller mig at han elsker mig. Forholdet er forholdsvis nyt, vi har boet sammen siden januar. Vi har et perfekt kærlighedsliv i dagligdagen og et godt sexliv.
Problemet er, når vi er i byen og har fået lidt at drikke. Så bliver min kæreste utrolig kærlig over for andre kvinder. Det går mig meget på at se, at han krammer en anden kvinde. Det er både fremmede kvinder og kvinder, vi kender.
Læs også brevet: “Er jeg jaloux eller bare forvirret?”
Jeg bliver utrolig ked af det og har forsøgt at snakke om, hvordan jeg har det. Til det siger han, at han ikke kan se, at det er et problem, fordi jeg, som han udtrykker det, ved at han er min, og at det altid er mig, han går hjem med. Han siger, det gør ham glad at gøre andre glade med et kram.
Læs også brevet: “Jeg tror min mand er utro, men kan ikke bevise noget?”
Jeg bryder mig bestemt ikke om det og bliver jaloux og ked af det. Hvad mener du?
Med venlig hilsen
IBD
🎙️ Lyt til Holgers populære podcast om parforhold, psykologi og personlig udvikling
Søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller eller klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Vi høres ved 😊
“Min mand krammer andre kvinder, når han har drukket!”
Holgers svar:
Hej IBD
Tak for dit brev.
Jalousi er en forfærdelig følelse. Ingen tvivl om det. Jalousifølelser er typisk stærkere i starten af forhold, fordi man ikke kender hinanden så godt og derfor nemmere bliver usikker på forholdet. Og hvis man oven i købet er forelsket, kan jalousien hurtigt blive meget stor. Det har jeg set mange gange i mit arbejde som parterapeut i København.
Det svære ved jalousi er at finde ud af, om følelsen er rimelig. Er det partneren, som gør noget galt? Eller er det en selv, som skal ændre noget? Jeg anbefaler, at du starter med at læse min artikel om god og dårlig jalousi.
Hvis du bliver jaloux, er det et fælles problem. Men om det primært er dig, som skal ændre noget, eller om det er ham, der skal ændre opførsel, skal I finde ud af i fællesskab. Hvis I har et godt sexliv og kærlighedsliv, og han altid går med dig hjem, er problemet mindre, end hvis du fx mangler opmærksomhed eller har mistanke om utroskab.

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring og over 1000 par i terapi. Har du brug for hjælp til jalousi i parforholdet, så kontakt Holger.
Der er ingen regler for, hvad man må i et forhold. Nogle lever i åbne forhold, hvor begge må have sex med alle de orker. Derfor er det op til dig og din kæreste at blive enige om, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt. I skal have talt om, hvor meget han og du må kramme andre. Eller om I kun må give hånd? Eller kun kramme andre af samme køn? Hvor lang tid et kram må tage? Er det ok at kramme længe, hvis hånden bliver på ryggen og ikke andre steder? Osv. Grænsen mellem et uskyldigt kram og microcheating er forskellig fra par til par.
Kender du de 5 slags utroskab?
Der er 5 forskellige slags utroskab, som er vigtige at kende, hvis du vil undgå utroskab – og redde dit parforhold.
Bliv klogere på de 5 slags utroskab her:
Jeg tror dog, det kan blive svært at få ham til at ændre opførsel, når han er fuld, fordi alkohol bevirker, at man mister sin selvkontrol. Hvis det går dig meget på, kan I overveje at drikke mindre eller gå mindre i byen. Alternativt kan I finde måder, hvorpå han kan gøre dig tryg, selvom han en gang imellem krammer andre, fx ved at han giver dig mere opmærksomhed, taler mindre med andre osv. Endelig kan du vælge at tro på ham, når han siger, at det er dig, han vil have, og at krammene ikke betyder noget. Jeg ved, det er svært, men det kan give dig indre fred.
Læs også: “Microcheating” – uskyldigt eller utroskab?
Hvis du ikke vil bøje dig, må du tage kampen op med ham og forsøge at overbevise ham om, at han skal kramme mindre. Hvis han har svært ved at forstå dig, kan I overveje at gå i parterapi sammen. Der får I mulighed for at få talt ud om tingene.
Jeg håber, I finder en løsning, som fungerer for jer begge.
De bedste hilsner



