Kübler-Ross’ model:
Dødens 5 faser (eller sorgens 5 faser)
Hvad er dødens 5 faser?
Dødens 5 faser (også kaldet sorgens 5 faser eller 5 stadier af sorg) er en model, som den schweizisk-amerikanske psykiater Elisabeth Kübler-Ross beskrev i 1969. De 5 faser er benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.
Modellen blev udviklet til døende patienter, men bruges i dag også om sorg generelt. På engelsk kaldes den the five stages of grief.
👉 Elisabeth Kübler-Ross var en schweizisk-amerikansk psykiater, som har formuleret en model med de 5 følelsesmæssige faser, en patient (ofte) gennemgår efter at være blevet diagnosticeret med en uhelbredelig dødelig sygdom.
Det er ikke en generel model over sorgprocesser, men en model som beskriver, hvordan psyken håndterer sygdom og død. Selvom modellen er udviklet i Elisabeth Kübler-Ross’ arbejde med døende, bruges modellen ofte i forbindelse med sorg generelt.
De 5 faser, når døden nærmer sig:
- Benægtelse af døden
- Vrede
- Forhandling
- Depression
- Accept af døden
Alle oplever chok og sorg forskelligt, og derfor er det ikke sikkert, at du gennemgår alle 5 faser. Og måske oplever du slet ingen af de 5 faser!
Dernæst kan du genbesøge de 5 forskellige stadier igen og igen i løbet af din proces. Det er altså langt fra sikkert, at du starter med fase 1, dernæst fase 2 osv.
Sorgens faser beskriver, hvad du kan opleve. Vil du vide mere om, hvad der hjælper dig igennem, så læs om sorgens 4 opgaver.
Lyt til min podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcastafspiller. Vi høres ved😊
1. Benægtelse af døden
Den første reaktion på en dødelig diagnose er benægtelse.
Nyheden er så overvældende, at du rammes af chok. Du bliver følelsesløs og forvirret, og måske forsøger du at overbevise dig selv om, at der er sket en fejl.
Dernæst mister livet sin mening, og motivation til at leve kan forsvinde. Er der overhovedet noget, som giver mening, når du ved at døden er nær?
Benægtelse er en måde at håndtere de uhåndterlige følelser. Det er en forsvarsmekanisme, som gør det nemmere at håndtere sorgen.
Efter nogen tid, når du har accepteret tingenes tilstand, kan de undertrykte følelser komme langsomt frem.
2. Vrede
2. fase, når døden nærmer sig, handler om frustration og vrede: Hvorfor mig? Det har jeg ikke fortjent!
Vreden rettes mod læger, systemet, verden, sig selv, sygdommen osv. Ingen går fri.
Vrede giver styrke og handlekraft, og sætter bevægelse i dit indre følelsesliv. Vreden maskerer følelser af sorg og hjælpeløshed, og giver en følelse af fast grund under fødderne.
Vreden er en vigtig følelse og ressource i din sorgproces, og ikke en følelse der skal undertrykkes.

Kübler-Ross’ model beskriver 5 stadier af sorg: benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.
3. Forhandling
I denne fase har du erkendt døden, og at det virkelig er slut. Men du forsøger at forhandle dig frem til bedre vilkår.
Du spørger dig selv: Hvad nu hvis? Hvad nu hvis jeg ændrer min kost? Hvad nu hvis jeg beder til Gud? Hvad nu hvis jeg havde levet et sundere liv? Eller stresset mindre?
Hvad nu hvis jeg lover Gud at bruge resten af mit liv på at hjælpe andre? Eller blive en bedre far og ægtemand? Bliver jeg så rask? Eller kan jeg få lov til at opleve den næste jul? Eller min datters fødselsdag?
4. Depression
I dødens 4. fase vender du opmærksomheden tilbage til her og nu.
Du overvældes af depression, som er en naturlig reaktion på et stort tab. Du trækker dig ind i dig selv, og er med din sorg og fortvivlelse.
Måske overvejer du, om det overhovedet giver mening at leve, hvis det alligevel snart er slut? Hvorfor ikke bare lægge sig til at dø?
5. Accept af døden
Sidste fase er accept af døden og sorgen.
Det betyder selvfølgelig ikke, at du har det fint med at have en alvorlig sygdom. Accept betyder, at du ikke forsøger at ændre virkeligheden, men er indstillet på at leve under de nye betingelser.
Selvom du ved, du ikke kan vinde, er du indstillet på at kæmpe, så godt du kan.
Accept giver dig indre fred. Måske ser du situationen fra et højere perspektiv, og finder mening i det meningsløse.
Som psykoterapeut arbejder jeg ofte med sorg. Det hjælper mange at blive set og hørt, fordi de så ikke skal bære sorgen alene. Empati og medfølelse er en stor støtte. Derudover lærer de praktiske teknikker til at rumme svære følelser.
Accept betyder, at du ikke forsøger at ændre virkeligheden, men er indstillet på at leve under de nye betingelser.
Kritik af Kübler-Ross’ model
Kübler-Ross’ model er en af de mest kendte modeller om sorg. Men den er også blevet kritiseret.
Faserne er ikke videnskabeligt påvist som faste trin, som alle går igennem i en bestemt rækkefølge. Nyere sorgforskning peger på, at sorg svinger frem og tilbage.
Tosporsmodellen (the dual process model) af de hollandske sorgforskere Margaret Stroebe og Henk Schut beskriver, hvordan du veksler mellem to spor. Det ene spor handler om tabet: at savne, græde og mindes. Det andet spor handler om at vende dig mod livet igen med nye opgaver, nye rutiner og måske en ny identitet. Begge spor er sunde, og det er naturligt at pendle mellem dem.
Derfor giver det mest mening at bruge sorgens 5 faser som et kort over følelser, du måske møder undervejs.

Holger Spanggaard er psykoterapeut i København med mere end 15 års erfaring. Har du lyst til en snak om sorg, død og svære følelser? Så kontakt Holger.
Folk spørger også om
Hvad er ventesorg?
Ventesorg er den sorg, du kan mærke, inden døden indtræffer. Fx når en du holder af, er alvorligt syg, og du ved, at tiden er kort. Mange pårørende kan genkende flere af de 5 faser allerede i ventetiden.
Findes der 7 stadier af sorg?
Ja, på nettet finder du også en udvidet version med 7 sorgstadier, fx med chok før benægtelse og en fase, hvor du afprøver nye muligheder, før du når til accept. Det er ikke Kübler-Ross’ egen model, men en videreudvikling af tanken om sorgens faser.
Kan du bruge sorgens faser ved skilsmisse og kærestesorg?
Ja. Mange genkender faserne efter en skilsmisse eller et brud, fordi det også er et stort tab. Benægtelse, vrede og forhandling (“Hvad nu hvis vi prøvede igen?”) er typiske reaktioner.
Hvor længe varer sorg?
Der er ingen fast tidsplan for sorg. Men hvis du i lang tid sidder fast i den samme fase, og sorgen fylder så meget, at den står i vejen for dit liv, kan det være en god idé at få hjælp, fx gennem sorgterapi.
Værd at huske om dødens 5 faser
Elisabeth Kübler-Ross har formuleret en model med 5 følelsesmæssige faser, en patient går igennem efter at være blevet diagnosticeret med en uhelbredelig sygdom.
Ikke alle går igennem de 5 faser, og derfor kan modellen ikke bruges til at forudsige din følelsesmæssige respons. Men modellen kan bruges til at forstå nogle af de følelser, som måske opstår som reaktion på sygdom og død.
PS:
Hvis du er ramt af sorg og har brug for hjælp til at håndtere dine følelser, så overvej sorgterapi.
Opdateret d. 19. okt. 2026.


