Sådan taler du sårbart og ærligt til din partner – en guide til svære samtaler
De svære samtaler er ofte de vigtigste – ikke mindst i parforholdet.
De svære samtaler handler ofte om noget sårbart, som vækker stærke følelser, og som kan skabe afstand mellem dig og din partner. Og hvis samtalen kører af sporet, kan det starte en konflikt eller krise.
Det kan være fristende at springe de svære samtaler over, men det gavner ikke at feje problemerne ind under gulvtæppet. Det går ikke væk, bare fordi I ikke taler om det.
Den gode nyhed er, at det at tale sårbart og ærligt til sin partner er en færdighed, du kan lære.
Så hvad er en god svær samtale? Hvad er succeskriteriet?
Her kommer svaret: Hvis I er mindst lige så gode venner efter samtalen som før samtalen, er I kommet godt igennem samtalen. Det er målet, du skal holde dig for øje.
Jeg har tidligere skrevet en artikel om at lytte. Denne artikel fokuserer på at blive bedre til at tale:
Lyt til min podcast om personlig udvikling, sex og kærlighedsliv. Klik her:
Spotify – Apple Podcasts – Podimo – Youtube
Eller søg på “Holger Spanggaard” i din podcast afspiller. Vi høres ved😊
Er du et godt sted? Er du rolig?
Mange samtaler kører af sporet i løbet af de første sekunder, fordi taleren kritiserer, angriber eller har store følelser, som lytteren ikke er klar til at rumme.
Bare fordi det føles vigtigt at tale lige nu, er det ikke sikkert, at nu er det bedste tidspunkt.
Derfor er det første tip, at du en gang imellem udskyder samtalen nogle timer eller måske til weekenden, hvor du har mere overskud og tænker klart.
Tjek, om din partner er klar til at lytte
Selvom du er klar til en vigtig samtale, er det ikke sikkert, at din partner er klar.
Selv det mest kærligt formulerede budskab lander dårligt, hvis din partner er mentalt optaget, stresset, træt eller bare uoplagt til at tale.
Så i stedet for at overfalde din partner med det, du har på hjerte, så spørg først: “Har du overskud til, at jeg fortæller dig noget lige nu?” eller “Er du klar til, at vi taler sammen om noget vigtigt?”
Det lyder som en lille ting, men det ændrer hele samtalens vilkår. Du beder om lov til at komme ind, i stedet for bare at træde ind. Og hvis svaret er nej, har du netop fået en vigtig oplysning: I skal finde et andet tidspunkt, hvor der er plads til det, du vil sige.
På din arbejdsplads åbner du heller ikke bare døren til chefens kontor og starter med at tale. Du spørger høfligt og respektfuldt: Er der et tidspunkt, hvor vi kan tale sammen?
Hvad vil du gerne have ud af samtalen?
Hvis din partner er klar til at tale, er det næste gode tip, at du fortæller, hvad du gerne vil have fra din partner.
Vil du bare gerne forstås? Vil du have hjælp? Vil du høre din partners mening? Ønsker du, at I bliver enige om noget? Ønsker du, at din partner ændrer adfærd? Har du brug for, at I får løst en konflikt? Eller noget helt andet?
Pointen er, at hvis du bare gerne vil lyttes til, så har du ikke brug for en masse velmenende råd fra din partner. Eller måske vil du virkelig gerne høre din partners mening, og det frustrerer dig, at din partner bare lytter.
Hvis du beder om det, du ønsker dig, er der større chance for, at du får det.

De svære samtaler er i permanent fare for at udvikle sig til en konflikt med anklager og modangreb. Eller det modsatte, at begge trækker sig i tavshed og opgiver at nå den anden. Begge dele skal undgås, hvis samtalen skal lykkes.
Sig ikke for meget – hold dig til én ting ad gangen
Den næste vigtige regel er, at du kun taler om én ting ad gangen. Hvis du taler om tre forskellige ting, og din partner også taler om tre forskellige ting, bliver det svært at bevæge samtalen frem, og det er både forvirrende og frustrerende.
Det er ligesom et møde uden ordstyrer, hvor samtalen skifter retning igen og igen uden fremdrift.
Udfordringen er, at jo flere følelser der er i spil, desto sværere er det at bevare hovedet koldt og holde samtalen på sporet.
Men hvis du siger for meget om for mange ting, drukner din partner i information. Hold dig i stedet til én ting.
Vælg det, der er vigtigst lige nu, og lad de andre emner vente til en anden samtale. Det er ikke det samme som at undertrykke dem – det er at give hvert emne den plads, det fortjener.
Inviter din partner med i samtalen – undgå en monolog
Jo vigtigere et emne er, desto vigtigere er det, at samtalen er en dialog og ikke to monologer.
Hvis du har meget på hjerte, bliver du nemt forført af dine følelser, og du ender med at holde din partner ude af samtalen med dine ord.
Hvis du taler nonstop i fem minutter uden pause, er der stor risiko for, at din partner bliver fraværende og opgiver at være del af samtalen. Din partner føler sig kørt over, og du føler dig afvist, fordi din partner stopper med at vise engagement og interesse.
Prøv i stedet at dele en enkelt tanke eller følelse, og lad der være naturlige pauser i din talestrøm, hvor din partner kan reagere, spørge ind eller dele sin egen oplevelse. Det gør samtalen langsommere. Men det er netop langsomheden, der giver plads til, at I begge kan være med.
Hvis din partner har svært ved at sætte ord på sine tanker og følelser, er det ekstra vigtigt, at du en gang imellem spørger din partner: “Giver det mening for dig?”, “Hvad tænker du om det, jeg siger?” eller “Hvad føler du lige nu?”
Hvis I er mindst lige så gode venner efter samtalen som før samtalen, er I kommet godt igennem samtalen.
Undgå at kritisere og udskamme – tag ejerskab for dine følelser
Vil du være god til at tale, skal du undgå at angribe din partner, og det gør du bl.a. ved at tage ejerskab for dine følelser.
Læs også: Undgå at kritisere din partner
Der er stor forskel på at sige “Du frustrerer mig, fordi du kigger på din telefon.” og “Jeg bliver frustreret, når jeg ikke mærker din interesse i mig.” Den første sætning giver din partner skylden for din frustration. Den anden sætning viser, at du tager ejerskab: Det er din følelse, som opstår i dig – uanset hvad der udløste den.
Når du tager ejerskab for dine følelser, giver du din partner mulighed for at møde dig med nysgerrighed i stedet for forsvar. Når du i stedet placerer følelsen hos din partner (“jeg er frustreret – og det er din skyld!”), inviterer du til modangreb, fordi ingen kan lide at føle sig anklaget.
Girafsprog (ikkevoldelig kommunikation) er en metode, som bl.a. lærer dig at tage ansvar for dine følelser. Er du nysgerrig, kan du hente min e-bog om girafsprog her.
Tal sårbart
De svære samtaler er i permanent fare for at udvikle sig til en konflikt med anklager og modangreb. Eller det modsatte, at begge trækker sig i tavshed og opgiver at nå den anden. Begge dele skal undgås, hvis samtalen skal lykkes, og parforholdet skal trives.
Du minimerer risikoen for konflikt ved at forblive blød, åben og sårbar.
Det er nemt at anklage og sige: “Du er altid ligeglad med mig.” Det er langt sværere at være sårbar og sige det, som du i virkeligheden har lyst til at sige, nemlig “Jeg er bange for at miste dig.” Men sårbarhed åbner din partner og øger sandsynligheden for, at din partner vil lytte til dig.
For at tale sårbart skal du kunne mærke de bløde følelser i maven og brystet, og du skal mærke, hvad du længes efter og håber på. Og du skal turde sige det, som kan være allersværest at sige, men du skal sige det uden at anklage eller give din partner skylden.
Vær åben for at samtalen forandrer dig
Der er tidspunkter, hvor man skal holde fast i sit synspunkt og ikke lade sig presse eller manipulere af andre.
Men i de fleste situationer er det langt klogere at lade sig påvirke af sin partner i stedet for stædigt at holde fast i sin mening. Ellers er I som to døve mennesker, der blot skiftes til at tale til hinanden.
Så på den ene side skal du stå fast på det, du tænker og føler. Og på den anden side skal du være modtagelig for din partners tanker og mening.
De allerbedste samtaler er dem, hvor du bliver klogere på dig selv, når du taler. I stedet for at du afleverer en forberedt tale, er det langt mere interessant, hvis samtalen udvikler og forandrer dig.
Det kan være fristende at stå fast på sin mening uden at rykke sig en millimeter, men tillad hellere dig selv at tvivle og ændre synspunkt. Vær ikke bange for at sige “Det skal jeg lige tænke over.” eller “På den ene side synes jeg, at… men på den anden side har du en pointe i…”
Tvivl og visdom hænger sammen. Og hvis I begge tør tvivle, får I nemmere ved at nå hinanden. Og det er det, samtaler handler om.

Holger Spanggaard er parterapeut, sexolog og psykoterapeut i København. Har du og din partner svært ved at tale sammen om det svære, så kontakt Holger.
Konklusion
Det er ikke nemt at tale på en måde, som sikrer en god samtale. Især når der er store følelser i spil.
Samtalen udvikler sig nemt til en konflikt og to monologer, hvor ingen rigtig lytter til den anden.
Men du kommer langt med nogle simple greb, som jeg har beskrevet i denne artikel. Og glem ikke, at sårbarhed og modet til at tvivle er vigtige ingredienser i en god samtale.
Og hver gang du lykkes, bygger du en lille smule mere tillid mellem jer – og det bliver nemmere at takle næste svære emne. Øvelse gør mester.
Vil du have flere redskaber til bedre kommunikation i parforholdet? Så hent min gratis guide til girafsprog, hvor du får en enkel model, du kan bruge i de samtaler, der er svære at starte.
Er I havnet i et mønster, hvor I har svært ved at tale sammen, uden at det ender i skænderi eller stilhed, kan parterapi hjælpe jer med at bryde mønsteret og genfinde et sprog, I begge kan tale.


